Skal dit barn gå til en kulturel holdaktivitet

12.12.2017
Nu er der åben for tilmelding til Zone2s børnekulturelle holdaktiviteter for foråret. Holdene starter fra medio januar 2018.

Dans, forfatterspirerne, musik, rollespil, rytmik og teater. Den kommende forårssæson fortsætter en lang række af efterårets holdtilbud, hvis dit barn vil prøve kræfter med kreativitet og bevægelse.

Klik her og find alle Zone2s holdaktiviteter for den kommende forårssæson.

Dans for øvede

Denne sæson fortsætter i høj grad der, hvor efterårets mange holdtilbud sluttede: 

"For mange holds vedkommende er der tale om fortsætterhold sådan at forstå, at den gruppe deltagere, der startede i efteråret, fortsætter undervisningen igennem foråret. Men der kan være deltagere, der stopper, så hvis dit barn går og drømmer om at være med på en bestemt holdaktivitet, så er det bare med at komme til tasterne", siger Iben Ravn, der er ansvarlig for børnekulturen i Valby Kulturhus.

Og så er der selvfølgelig også enkelte nyskabelser:

"Vi har valgt at oprette et hold for øvede streetdansere. Vi har efterhånden igennem en årrække haft stor søgning til vores dansehold, og nu er der grundlag for, at vi prøver kræfter med et hold til de danseelever, der efterhånden har danset en del år. Det bliver Isabel Zorde, der skal undervise på det nye hold", slutter Iben.

Tilmeldingen er åben

Netop nu åbnes der op for tilmelding, og princippet om først til mølle gælder.

Holdstart er allerede i januar 2018. Klaver- og guitarundervisningen starter allerede lige efter nytår. De fleste øvrige hold starter først medio januar 2018. Herefter løber holdundervisningen frem til maj, hvor Zone2s Forårsfestival finder sted den 5. og 6. maj 2018.

Velkommen til et spændende forår.