Fem finalister om mesterskabet i foredrag

27.10.2017
VM i Foredrag 2017 bliver afgjort på søndag den 29. okt. i Valby Kulturhus. Fem finalister leverer personlige historier, indsigter og viden.

På søndag gælder det finalen. Fem finalister skal kæmpe om titlen som Valbymester 2017 i Foredrag, når finalen finder sted søndag den 29. oktober, kl. 16.30 i Valby Kulturhus.

Læs mere om VM i Foredrag 2017 - Finalen den 29. oktober i Valby Kulturhus her.

Finalisterne har kvalificeret sig via to semifinaler, hvor i alt ti deltagere stillede til start. Semifinalerne fandt sted i september og oktober måned i Timotheuskirken – og nu gælder det finalen.

Hvem er finalisterne

De fem finalister har alle noget presserende og væsentligt på hjerte. Det kan være oplevelser, som finalisterne har haft helt inde på egen krop. Eller det kan være indsigter eller viden, som leveres mere fra observatørens position.

De fem finalister er:

  • Anne Birgitte Stürup – Anklageren og voldtægtsdømte personer: Efter en meget kort gennemgang af straffelovens voldtægtsbegreb og det, der skal til for at dømme en person skyldig i voldtægt (med forsæt), vil Anne med brug af eksempler fortælle om forskellige typer af voldtægt, bl.a. om serievoldtægt og gruppevoldtægt. Under foredraget vil Anne Birgitte også komme ind på sin baggrund som anklager og sine erfaringer med voldtægtsdømte personer.
  • Hanne Kasandra Skipper – Hvordan er det at miste synet: Et uerstatteligt tab? De fleste vil mene, at synet er uundværligt. Kan man virkelig leve uden at kunne se? Hanne fortæller levende og underholdende om at genstarte livet som blind: Om at se med følesansen, om at træne førerhunden, om at læse og skrive mails – og meget, meget mere. Her kan publikum langt hen ad vejen leve sig ind i den blindes univers.
  • Lene Lømmel Lømmelsen – Dine børn vil også komme på børnehjem: Sådan sagde en pædagog til Lene, da hun som 12-årig blev anbragt på børnehjem. Da Lene selv blev mor syv år efter, sad denne frygt fast inde i hende. De første to år havde Lene en fødselsdepression, men turde ikke sige det til nogen, ”for hvad nu, hvis de tager min datter fra mig”. Lene har en dybt traumatisk barndom bag sig, og alligevel har hun en særlig evne til at løfte en hver stemning op til et positivt niveau.
  • Mads Silberg – Fra varm krig til kold kanvas: Hjemsendt i sommeren 2015, 42 år gammel, officer, kaptajn, professionel soldat med flere udsendelser til Balkan og Afghanistan. Nu veteran. Familie og bopæl i Solrød. Arbejdsplads i Haderslev. Alt dét ville han væk fra. Overnatning under skrivebordet. Drengedrømmen var forvandlet til et mareridt. Men en ting var Mads sikker på: Han skulle ikke længere være soldat, og han skulle have kontrollen og værdigheden tilbage i sit liv.
  • Rune Kühl – Shakespeare er dybt forældet og evigt aktuel: Alle kender mindst ét citat af Shakespeare. Selv 453 år efter at han kom til verden, er Shakespeare stadig den mest spillede dramatiker i verden. Han har ry for at være svært tilgængelig, men der er næppe en Hollywood-film, der ikke har lært af Shakespeare. Han er forankret i en fjern feudal verden, men han er også med til at opfinde det moderne menneske. Fx med Hamlet, der tvivler på alt, og med Romeo og Julie, der vil vælge selv, koste hvad det vil.

Et bredt samarbejde bag mesterskabet

Bag Valbymesterskabet i Foredrag står et samarbejde mellem Timotheuskirken, Kultur Syd ved Valby Kulturhus, Athenas Foredragsbookingbureau, og Lunholt & Stahlschmidt Kommunikation.

Der er gratis adgang, og alle er velkommen.