Vind 40.000 kr. til udvikling af nyt virtuelt betjeningskoncept

10.04.2017
Open Call til alle med opfindergenerne i orden: Hjælp Københavns Kommune med at udvikle et nyt virtuelt informations- og betjeningskoncept.

Hvis du har idéen til, hvordan vores nye virtuelle betjening af københavnerne skal udformes. Og hvis du har evnerne til at udvikle og realisere projektet fra idé til færdig prototype. Så vil vi meget gerne i kontakt med dig.

Vores ønsker til det færdige resultat

Vi forestiller os en ”digital roll up”, der kan placeres midt i et åbent rum uafhængig af vægge og loft. Det kan fx være i indgangsområdet på et bibliotek, et kulturhus eller et idrætsanlæg.

Den ”digitale roll up” skal fange de forbipasserendes opmærksomhed og leverer information baseret på et element af selvbetjening.

Teknologien bag den ”digitale roll up” kan være baseret på hologram, texture mapping, persistence of vision, robotteknologi, virtuel kommunikation, virtual reality eller augmented reality – der skal være noget til flere sanser, og et element af a-ha-oplevelse. Men vigtigst af alt skal den ”digitale roll up” fungere som interaktiv kommunikationskanal for Københavns Kommunes forskellige betjeningstilbud.

20.000 kr. i præmie

Den bedste idé vinder 20.000 kr. i præmie og yderligere 20.000 kr. til udvikling af en prototype, der efterfølgende kan serieproduceres til vores institutioner.

Vi forventer, at du kan have det færdige produkt klar til præsentation på festivalen Copenhagen Maker den 7.-10. september 2017.

Udvælgelsen af den bedste idé foregår i to omgange:

  • Mellem alle indsendte idéer udvælges de 10 bedste idéer. Deadline for indsendelse af idéer er mandag den 15. maj 2017, kl. 12.00. En jury bestående af fagpersoner fra Copenhagen Fablab, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Teknologisk Institut står for udvælgelsen.
  • De 10 bedste idéer får hver 1.000 kr. stillet til rådighed for udvikling af et koncept, som skal præsenteres for et dommerpanel lørdag den 1. juli 2017. Her udpeges vinderen, der får 20.000 kr. i præmie og 20.000 kr. til udvikling af en færdig prototype.

Sådan kan du tilmelde dig

Hvis du vil sætte din idé i spil, skal du gøre følgende:

  • Beskriv din idé: Hvordan virker din idé? Hvad er de nyskabende elementer? Hvilke teknologiske valg bygger din idé på? Hvilke effekter vil Københavns Kommune få ved at anvende din idé? Hvorfor skal din idé være blandt de 10 bedste idéer i vores konkurrence? Idébeskrivelsen må maks. fylde tre A4-sider, der suppleres med fotos, tegninger eller illustrationer, der visualiserer din idé.
  • Send din idébeskrivelse til Rasmus Fangel Vestergaard, der er koordinator for Copenhagen Fablab på e-mail senest mandag den 15. maj 2017, kl. 12.00.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Rasmus Fangel Vestergaard på e-mail.