Vesterbro Teaterfestival trak over 600 gæster

17.03.2017
12 teaterforestillinger på fem dage - Vesterbro Teaterfestival forløb den 8.-12. marts 2017 og blev særdeles velbesøgt.

Vesterbro Teaterfestival er veloverstået, og arrangørerne kan i år se tilbage på en næsten udsolgt festival med masser af fantastiske oplevelser.

"Vi har haft alt fra en 25 meter lang tigerparade, vandplaskende rengøringskoner, udsendte risikoeksperter, nordisk mytologi, mellemøstlig mystik, heltekvad, workshops, fortælletradition og åben prøve på lyden af et publikum", fortæller René Toft, der er medarrangør af festivalen og børnekulturkoordinator hos Vesterbro Bibliotek og Kulturhus.

Han betegner Vesterbro Teaterfestival som et sandt sammensurium af det bedste fra Vesterbro, som tiltrak 200 børnehavebørn (fra 14 forskellige daginstitutioner), 175 skoleelever (fra 7 forskellige skoleklasser), samt godt 300 københavnere, der besøgte teaterforestillingerne i weekenden.

Vesterbro Teaterfestival arrangeres af Teater Zeppelin og Vesterbro Bibliotek og Kulturhus i samarbejde med uKirke, Forsøgsstationen, Teaterbutikken, Teater AstaBasta, Teater Patrasket, Det Fortællende Teater, Tigertræning og BestTellers.

Tusinde tak for et fantastisk år - og vi ses forhåbentligt til næste år!