Det nye keramikværksted på Vesterbro er et tilløbsstykke

27.03.2017
200 m2 nyindrettet værksted giver plads til mange flere brugere, flere daglige arbejdspladser og flere værkstedsfaglige aktiviteter.

En omfattende ombygning og omrokering af funktioner hos Vesterbro Bibliotek og Kulturhus nærmer sig sin afslutning. For keramikbrugerne betyder ombygningen et markant løft af værkstedsfaciliteterne og mulighederne for at udfolde sig kreativt.

200 m2 med masser af nye muligheder

I januar flyttede keramikværkstedet fra deres hidtidige placering under taget på 4. sal til en ny placering på 3. sal med udsigt til både Enghavevej og Lyrskovgade. Helt konkret betyder den nye placering, at keramikværkstedet nu råder over 200 m2 værkstedsareal:

”Vi har involveret keramikbrugerne i arbejdet med at indrette det nye værksted, så vi udnytter pladsen på den bedst mulige måde. Det betyder, at vi har etableret flere arbejdspladser, hvor brugerne enten kan arbejde alene eller i grupper,” fortæller Louise McHenry, der er værkstedsansvarlig hos Vesterbro Bibliotek og Kulturhus. Hun fortsætter:

”Keramikværkstedet består først og fremmest af to store arbejdsrum, der kan opdeles, så vi har mulighed for at køre undervisning det ene sted, mens der arbejdes på projekter i det andet lokale. I tilknytning hertil har vi fået et særligt rum til brænding af ler, et sprøjterum, og et rum til glusurarbejde. Vi har etableret vask i alle rum, og vi har fået vores eget tekøkken med adgang til hyggekrog”.

Mange nye kursustilbud skaber videndeling

180 brugere har allerede indtaget det nye keramikværksted hos Vesterbro Bibliotek og Kulturhus – og der er plads til endnu flere.

”Vi går målrettet efter at skabe en ny værkstedskultur, hvor ansvar for fællesskabet og videndeling er helt centrale elementer. Der skal både være plads til den erfarne keramikbruger og nybegynderen. Vi vil meget gerne gøre viden, teknikker og værktøjer mere tilgængelige. Derfor vil vi både tilbyde kurser, studieture til andre keramiske virksomheder og værksteder, og bruger-til-bruger-workshops, hvor brugerne deler deres viden og teknikker med hinanden,” siger Louise McHenry og glæder sig over, at der allerede er stor søgning til alle udbudte aktiviteter:

”Der er nærmest udsolgt over hele linjen, så man skal være hurtig, hvis man vil på kursus inden sommerferien. Det er helt sikkert noget, som vi vil udvikle og fortsætte med til efteråret. For vi kan se, at der er en stor efterspørgsel hos brugerne – for alle vil gerne lære mere og udvikle deres teknikker”.

Medlemskab koster én krone om dagen

Hvis man ønsker at blive bruger af keramikværkstedet, skal man købe et medlemskab for et kalenderår ad gangen.

”Det koster én krone om dagen. Man betaler for et helt kalenderår ad gangen for at blive bruger af keramikværkstedet. Vi har valgt at indføre dette medlemskab for at skabe et større ejerskab til keramikværkstedet blandt brugerne, og for at sikre, at der løbende er plads til alle, så inaktive brugere ikke optager en masse unødig plads – men det betyder så selvfølgelig også, at brugerne har meget stor indflydelse på, hvordan værkstedet kører,” understreger Louise McHenry:

”Vi holder løbende brugermøder, hvor brugerne bl.a. selv fastlægger retningslinjerne for, hvordan man bruger værkstedet – og alle er velkommen”.

Læs om keramikværkstedet i Vestebro Bibliotek og Kulturhus her.