Biblioteket flytter ud i det fri

19.06.2017
Nu åbner Bibliotekshaven, der over tre år vil eksperimentere i krydsfeltet mellem naturen, bibliotekstilbud og byudvikling.

Sydhavnens Bibliotek søsætter nu et tre årigt byrumsekperiment, hvor bibliotekstilbud og naturoplevelser blendes til en helt ny cocktail: 

"Bibliotekshaven skal åbne bibliotekt mere op for omverdenen og trække bibliotekets mange forskellige tilbud ud i de grønne omgivelser omkring Karens Minde. Og hvis det samtidig kan give sydhavnerne et nyt blik på biblioteket og området generelt, så vil det bare være ekstra bonus", siger Lars Becher, der er leder af Sydhavnens Bibliotek.

Bibliotekshaven ska være et fristed

Bibliotekshaven er udviklet i et samarbejde mellem Sydhavnens Bibliotek, Sydhavnsplanterne, Karens Minde Arbejdsgruppen og Områdefornyelse Sydhavnen. Målet er at skabe et byrum med plads til planter, bøger, inspiration og fordybelse.

Men Bibliotekshaven sætter ikke kun rammerne for en stille stund med en god bog. Det skal også være her, hvor københavnerne lærer nye ting om planter, urter og bynatur.

Helt fra starten er de grønne elementer tænkt ind i projektet, hvorfor byrummet er ganske oplagt til at formidle og dele viden omkring planter, urter og bynatur. Det er planen, at der skal plantes lægeurter, krydderuter og planter kendt fra litteraturen. Det bliver altså et byrum, der vil huse mange forskellige funktioner, der kan understøtte det sprudlende kulturliv, som i forvejen eksisterer på Sydhavnens Bibliotek og Karens Minde.

Det lille byrum og de mange potentialer

Bibliotekshaven er en del af en større indsats, der har til formål at undersøge både de tydelige og de skjulte potentialer, som området omkring Sydhavnens Bibliotek og Karens Minde byder på:

"Den grønne kile, der strækker sig fra Sjælør Boulevard og ned til Karens Minde, er udpeget til at være en del af Københavns Kommunes skybrudssikring. Områdefornyelsen Sydhavnen har derfor igangsat en række eksperimenterende byrumsprojekter - herunder Bibliotekshaven, der er forankret hos Sydhavnens Bibliotek. Eksperimenterne har til formål at undersøge og vise Karens Mindes potentialer, og det kan være med til at sætte rammerne for, hvad fremtidens Karens Minde Park skal indeholde, når de berørte områder skal genetableres i 2021. Dette er altså en enestående mulighed for at påvirke den store politisk besluttede plan, og sætte Sydhavnens præg på det kommende skybrudsprojekt", siger Karin Dam Nordlund, der er projektleder hos Områdefornyelse Sydhavnen.