Steppeulvene – foredrag og fejring

29 maj

Dato

29.05.2017, 20:00 til 22:30
70 kr. i forsalg
90 kr. i døren.
Dansk rock blev født 1. juni 1967 med udgivelsen af Steppeulvenes lp HIP. Vi lægger op til 50 årsdagen med Jan Poulsens farverige foredrag.

Hvem var den virkelige Eik Skaløe? Alle kan synge med på ”Itsi-bitsi, tag med mig til Nepal”, men kun de færreste kender manden bag, som med sine fantasifulde tekster støbte fundamentet til den dansksprogede rock. Pladen HIP, som udkom for 50 år siden, har i dag status som evergreen. For nylig blev den genudsendt under stor opmærksomhed, lige som man har kunnet se en film om Skaløe og Steppeulvene i biograferne.

Festen starter i Valby Kulturhus

50 årsdagen er selvfølgelig en kæmpe begivenhed, der fejres med flere arrangementer rundt i landet. På selve dagen den 1. juni afholder Amager Bio en koncert, hvor alle numrene på lp'en spilles i samme rækkefølge og i samme arrangement - nu af Stig Møller, Peter Ingemann, Hans Fagt og Jens Haack.

Læs mere om HIP-koncerten i Amager Bio her.

Foredraget med Jan Poulsen den 29. maj vil være et fantastisk oplæg til koncerten tre dage efter, men er også en oplevelse i sig selv. Vi sørger for særlig festivitas: En velkomstdrink og en miniudstilling.

Myten, mennesket og fortællingen

Eik Skaløe er den største myte i dansk musik. Han døde under usædvanlige omstændigheder i Indien i 1968, blot 25 år gammel, men hvem var han? Hvor kom han fra? Hvorfor skrev han, som han gjorde? Og hvad lavede han, når han ikke var steppeulv? Det vil Jan Poulsen fortælle om. Det sker på baggrund af interviews med godt 100 personer, som var tæt på Eik Skaløe: Forældre, familie og venner i ind- og udland, skole- og spejderkammerater, bekendte i det kriminelle stofmiljø, kulturlivet og på 1960’ernes musikscene. Og ikke mindst folk, der – lige som Eik Skaløe – var blandt de første, der rejste mod øst og var med til at brolægge ”the hippie trail”. Den fantastiske fortælling er foldet ud i Jan Poulsens bog: ”Eik Skaløe. Spejder og steppeulv”.

Jan Poulsen 

Det er tredje gang, journalist og forfatter Jan Poulsen besøger Valby Kulturhus, og det er altid en fest. Første gang handlede det om David Bowie, derefter om Dizzy Mizz Lizzy og nu altså Steppeulvene og Eik Skaløe. Publikum kan vente sig endnu en medrivende fortælling.

Madtilbud før foredraget

Café Mæt tilbyder fra kl. 17:30 til 20:00: Mæts superburger med salat, hjemmehakket bøf, ost, BBQ, løg og tomat. Hertil rustikke fritter med salatmayonnaise og ketchup – hele herligheden for kun 99 kr.

Praktisk info

Køb din billet til foredraget om Steppeulvene via linket under billedet. Menuen kan tilkøbes i billetsalget indtil 30. maj, og drikkevarer til pausen kan med fordel forudbestilles i caféen.