Iggy Pop - En overlever

25 sep

Dato

25.09.2017, 20:00
Foredrag med journalist, forfatter og musikekspert, Jan Poulsen, om rockmusikkens kamikazepilot og helt store ikon, der bliver 70 til april.

Iggy Pop er indbegrebet af rock’n’roll, når han kravler rundt på alle fire på scenen eller hopper ud til publikum, men han er også intellektuel skarp og kulturelt vidtfavnende. Interessen for ham eksploderede ved Bowies uventede død i i januar 16 – vennen, samarbejdspartneren og bofællen i Berlin-årene. Iggys karriere er mere end 50 år lang og ekstremt farverig – fra pladedebuten i 1965 til albummet ”Post Pop Depression” fra 2016. Han har turneret nonstop i 40 år med 20 besøg i Danmark, hvor han har et stort og dedikeret publikum. Og en yderligere tilknytning: Hans morfar var dansk. Foredraget krydres med musikalske eksempler på ægte vinyler, og der bliver mulighed for at købe et signeret eksemplar af Poulsens nyudgivne bog.

Jan Poulsen leverer foredrag

Det er altid en fest, når Jan Poulsen gæster Valby Kulturhus med sine foredrag om rockens giganter. Han er en mageløs og engagerende fortæller – og han har et imponerende og dybt personligt kendskab til sit stof. Poulsen har interviewet denne ”Godfather of Punk” og alle, der kunne opdrives, omkring ham – og han har set og hørt ham live mere end 30 gange – første gang som 15-årig ved den første danske koncert i Daddy´s Dance Hall. Mange vil kende Jan Poulsen fra tidligere succesfulde foredrag om Bowie, Dizzy Miss Lizzy og Steppeulvene. Foredraget om Steppeulvene blev holdt i juni i forbindelse med 50 årsdagen for fødselen af dansk rock med udgivelsen af albummet HIP. Her i september er den aktuelle anledning udgivelsen af bogen ”Iggy Pop – en overlever” og 40 årsdagen for Iggys første danske koncert.

Musik i Valby Kulturhus og Prøvehallen

Der er en stærk tradition for at forsyne Valbys borgere med musikalske oplevelser. Torsdag den 11. oktober indbyder vi til koncert med Band Dylan, som spiller markante sange fra nobelpristageren senere perioder. Mandag den 18. december byder The BigBand på sin traditionelle, men altid overraskende julekoncert. Og så er der de to årlige jazzfestivals, vinterjazzen i februar og sommerjazzen i juli.

Middag i Mæt Café

Mange blandt vores publikum har fundet ud af, at en god middag i den hyggelige café er den perfekte start på en oplevelsesrig aften. Se menuen og bestil bord her.

Praktisk info

Det sker i Valby Kulturhus mandag den 25. september 2017; 40 år efter Iggy Pops første danske koncert.