10 ugers grundkursus i keramik v. Stine Jespersen

05 apr

Dato

05.04.2017, 17:30 til 17.06.2017, 20:00
1350 kr.
Lær at lave keramik i det store værksted i Vesterbro Bibliotek og Kulturhus.

I forløbet går du på opdagelse i materialet. Det er sjovt at arbejde med det våde plastiske ler fordi arbejdsprocessen er så direkte. Du vil arbejde med dekorering, glasering og brændinger, som også er spændende processer.

Kurset afsluttes med et personligt projekt, hvor du selv vælger teknik. Under projektet vil du få personlig vejledning og hjælp til idéudviklingen.

Hvem kan være med?

Man kan være med som begynder og som øvet og få stillet opgaver indenfor de forskellige teknikker. Kurset favner bredt og du kan lave alt fra skåle til skulpturer med fokus på selve objektets form eller detaljen i dekorationen.

Keramikdesigner som underviser

Stine Jespersen er uddannet keramikdesigner og har gennem mange år arbejdet med skulpturel keramik og har deltaget på udstillinger over det meste af verden med sin keramik. Hun har studeret og arbejdet i England, men er nu bosat i København, hvor hun driver et keramikværksted i sammenslutning med en gruppe af kunstnere.

Keramikværkstedet i Vesterbro Bibliotek og Kulturhus

Værkstedet er brugerstyret og prisen for kurset er for undervisningen, så kursisterne forventes at tage del i oprydning og rengøring på lige fod med andre brugere.

Klik her for at læse mere om keramikværkstedet i Vesterbro Bibliotek og Kulturhus.

Efter endt kursus er det muligt at blive medlem af værkstedet, hvis du ikke allerede er det. Det koster 250 kr. for 2017. 

Praktisk info

Du kan købe din billet til kurset via linket under billedet. Kurset foregår over hver onsdag fra kl. 17.30-20.00 (33 lektioner) i keramikværkstedet i Vesterbro Bibliotek og Kulturhus. Der er ingen undervisning i uge 15.

Prisen for kurset er inkl. 8 kg. ler og introduktion til teknikker inden for modellering, dekoration, glasering og brænding.